Ankemuligheder

Selvom man har fået afslag på en ansøgning, skal man dog ikke give op. I første omgang må man forsøge at tale med kommunen, for at høre, hvad der evt. skal til for at få projektet til at gå igennem. Hvis man ikke er enig i kommunens afgørelse, har man mulighed for at klage til forskellige klageinstanser. Man kan også klage over Kulturstyrelsens afgørelser.

Klager over kommunale afgørelser

Er det byggeloven, der er grundlaget for afgørelsen, kan man klage til Statsforvaltningen. Man kan kun klage, hvis man mener, at reglerne er forkert fortolket, dvs. at man ikke kan klage over kommunens vurdering og skøn. Der er en klagefrist på 4 uger fra den dag, kommunen har meddelt afgørelsen.

Det står dog naturligvis en frit for at klage direkte til kommunens politikere, hvilket ind i mellem kan føre til en revurdering af sagen.

Er det planloven, der ligger til grund for afgørelsen, kan man klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Man kan kun klage, hvis man mener, at reglerne er forkert fortolket, eller hvis man mener, at reglerne om kompetencer og procedurer ikke er overholdt. Man kan ikke klage over kommunens vurdering og skøn. Der er en klagefrist på 4 uger fra den dag, kommunen har meddelt afgørelsen. Klagenævnet opkræver et mindre gebyr, der bliver betalt tilbage, hvis man får ret i sin klage.

Hvis man ikke er tilfreds med ankenævnenes afgørelse, kan man få sagen bragt for en domstol. Retssagen skal være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.

Klager over Kulturstyrelsens afgørelser

Man kan klage til Kulturministeren senest 4 uger efter modtagelse af afgørelsen. Klagen skal være skriftlig og skal indsendes til Kulturstyrelsen, der så videresender den til Kulturministeriet sammen med sagens akter.

 

Klagevejledninger:

Både kommunens afgørelser og Kulturstyrelsens afgørelser, der vedrører bygningsarbejder på fredede bygninger, indeholder altid en klagevejledning.