Projektfasen

I projektfasen nærmer man sig det færdige projekt. Bygherren skal i denne fase på baggrund af dispositionsforslaget beslutte sig endeligt for udformningen af arkitekturen, materialevalg og detaljer. Projektfasen består af et myndighedsprojekt og evt. hovedprojekt.

I projektfasen skal man som bygherre bestemme sig for projektets endelige udformning, for materialer udvendigt og indvendigt, og for aptering som evt. skabe og inventar m.m. Det skal understreges, at bordet fanger hér! Det er dyrt at ændre på tingene undervejs i byggeprocessen – tilkøbsprisen er altid højere end fradragsprisen.

Hvis huset er fredet

Hvis huset er fredet, bør man allerede på nuværende tidspunkt tage kontakt til Kulturstyrelsen og bede dem tage stilling til dispositionsforslaget, så man ikke bruger unødig tid og penge på videre projektering på et forslag, som Kulturstyrelsen ikke kan godkende.

Afvigelser fra lokalplan eller bygningsreglement

Hvis projektet på afgørende punkter, fx bebyggelsesprocenten eller afstandsforhold til skel, overskrider kravene i lokalplan eller bygningsreglement, kan man risikere, at forslaget skal forelægges kommunalbestyrelsens tekniske udvalg eller sendes i nabohøring. Begge dele tager tid og kan medføre krav om store ændringer i projektet. Det vil i dette tilfælde være en god idé at lade kommunen behandle byggesagen på baggrund af dispositionsforslaget.

Læs mere under myndigheder

I Kulturstyrelsens video forklarer to arkitekter, om forskellen på vedligehold og nye bygningsarbejder på fredede ejendomme, og om hvilke arbejder, der kræver tilladelse.